Ocean’s Rom Masterclass med Santiago Bronchales

Masterclass Ocean’s Rom med Santiago Bronchales

Mac Y importøren af Ocean’s rom holdt i ugens løb en masterclass med Masterblender Santiago Bronchales som er ildsjælen bag Ocean’s.

Det blev en fantastisk lærerig eftermiddag i selskab med aficinados fra København og omegn og ikke mindst Santiago, som er en dygtig og meget sympatisk person.

Santiago Bronchales. Foto Johnny Drejer
Santiago Bronchales. Foto Johnny Drejer

Santiago Bronchales har en fortid hos Oliver & Oliver (Dominikanske Republik). Han ønsker at lave ærlig rom som har udgangspunkt i de historiske rødder.

Jeg tænker også han har en god portion interesse for det nyskabende og eksperimenterende.

Super sympatisk, dygtig og en ren engel.

Ocean’s Rom

Ocean’s Rom laves i 3 udgaver med rom der er lagret i 7 år. Navnene på de 3 rom er meget sigende og på den måde meget forbrugervenlige. Smagen lever i min optik op til det enkelte navn.

Ocean's Rom, Foto Johnny Drejer
Ocean’s Rom, Foto Johnny Drejer
Ocean’s Rom Mellow

En blød og behagelig rom. Noter af vanilje og balsamico er fremtrædende. Sød uden den virker kvalm, bare en dejlig og ukompliceret rom. Måske ikke en topscorer blandt aficinados, men en ærlig og ligefrem rom.

Udpluk af Santiagos kommentarer: Basen af rom fra Spanien og Dominikanske republik. Fadene er nye og næsten uden brænding (toast) derfor ingen brændte noter i smagen.

Ocean’s Rom Tasty

En meget lækker og kompleks rom. Næsen er ikke så kraftig men ganske kompleks. Smagen er kompleks med rigtig mange smagsnuancer som er svære og sætte ord på. Ikke så sød som Mellow. Ikke ret meget toasting i smagen. Eftersmagen er lang og behagelig med en slutfinish af noget udefinerbart. Måske er det et hint om et af Santiago’s forsøg med forskellige træfade. Muligvis et fad lavet af Pinjetræ. Min personlige favorit.
Udpluk af Santiagos kommentarer: Basen af rom fra Spanien og Dominikanske republik suppleret med kolonne destilleret rom fra Barbados og Guyana samt lidt Pott still. Fadene er nye med forskellige brændings grader.

Ocean’s Rom Deep

Er ligeledes en glimrende rom med tydelige noter fra Jamaica Pott still. God duft hvor man fornemmer Jamaica stilen. Smagen ligger i umiddelbar forlængelse og afslutningen passer perfekt. Rigtig god rom.

Udpluk af Santiagos kommentarer: Basen af rom er fra 4 forskellige Jamaica destillerier, suppleret med rom fra Dominikanske Republik og en smule spansk rom. Igen forskellige niveauer for brændingen af fadene.

Ocean’s Atlantic Rom 97, Limited Edition

En rigtig god rom, som jeg har nydt et antal gange. Rommen er kompleks med mange smagsnuancer. Overdøves måske lidt af den kraftige note af brændt fad. En pudsig ting ved denne rom, er den kan smage ret forskelligt fra gang til gang (samme flaske).

Udpluk af Santiagos kommentarer: En kompleks blanding af mange forskellige caribiske rom. Stor andel af gamle rom mellem 16 og 21 år. Alle rom fik en finish i hårdt brændte rødvinsfade fra det nordlige Spanien, hvilket kan forklare de brændte noter. Santiago ønskede at rommen havde fået lidt længere tid i fadene efter blanding, så var den måske blevet mere ensartet.

Ocean’s Rom brug af træfade

Det var måske det mest spændende ved Santiago Bronchales Masterclass. Ocean’s bruger mest nye fade og bruger meget forskellig brænding som de mener giver meget forskellige udtryk i rommen. Brændingen foregår ved afbrænding af træ i fadene. Jo længere fadet brændes jo hårdere bliver brændingen (toastingen).

Ocean’s arbejder med 7 forskellige arter af egetræ med forskellige hårdhedsgrader. Det er Santiagos opfattelse de forskellige egetræs arter giver forskellige smagsnuancer. Santiago fortalte også han havde eksperimenteret med enkelte fade af en form for fyrretræ. Det er nærliggende at tro det kunne være Pinje( Pinus pinea), som er et almindeligt træ i middelhavs regionen. Pudsigt nok var vi flere der bildte os ind det kunne smages i Tasty.

Sukker og andre tilsætninger til rommen

Oceans Rom: Mellow Hydrometer måling. Foto Johnny Drejer
Oceans Rom: Mellow Hydrometer måling. Foto Johnny Drejer

Santiago afviste at der tilsættes sukker til rommen, ligesom han afviste brug af karamel til justering af farven. Det står i kontrast til de målinger der er foretaget med hydrometer. Mellow virker i min optik lidt sukkerklistret når den gnides ud i hånden. Santiago virker utrolig troværdig og optræder som en engel når sukkerindholdet forklares. Santiago mener det kommer fra de ubrændte fade der trækker mange sukkerstoffer ud af træet.

Skal vi tro på videnskaben eller vorherre – det må være op til den enkelte.
Jeg kan godt lide både tørre og søde rom, så det betyder måske ikke alverden om der er tilsat sukkerprodukter, som smagsforstærker.

Anyway, 4 dejlige rom der kan fornøje enhver – køb dem og nyd dem!

Tusind tak til Santiago Bronchales, Gert fra Mac Y, Rom Thomsen, og Johnny Drejer for billederne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.